Gud ser til den hjælpeløse

Himlen er Guds trone, og jorden er Hans fodskammel (Es. 66:1). Du er Hans elskede skabning, der er i centrum for Hans kærlighed og omsorg. Det er ikke, fordi du har gjort opmærksom på dig selv, men fordi Han har skabt dig i sit billede og kastet sin kærlighed på dig, førend du anede, at Han eksisterede.

Himlen er den virkelige virkelighed, og livet på jorden er kun den midlertidige fysiske virkelighed. Jorden, og alt hvad der er på den, er blevet skabt af Gud og tilhører Ham. Guds søn, Jesus, gav sit liv for at frelse mennesket igen, da djævelen havde taget magten over Guds skabning.

Gud ser til den hjælpeløse – den der vil tage imod redningskransen, som Jesus har kastet ud på det frådende hav.


Dagens ord

Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord. (Esajas 66:2)

Du har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker, Herre, du giver dem mod, du lytter til dem. Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret… (Salme 10:17-18)


Refleksion

Har du fortalt Gud om din hjælpeløshed? Det der plager dig, vil Han gerne høre om. Vil du høre på hvad Han siger til dig? Måske vil Han omdefinere din hjælpeløshed?


Bøn

Kære Gud, jeg synes, det kan være svært at give dig lov til at bestemme over mit liv. Jeg tvivler vist ret ofte på, at du er god. Tilgiv mig, Gud, for du ER god. Du skal være Herre i mit liv! Jeg vil leve, som du ser, det er bedst for mig. Hjælp mig, Gud, så Jesu offer ikke skal være forgæves for mig. Tak, fordi du hører min bøn! I Jesu navn. Amen.


Læs mere

📖 Salme 10; 📖 Salme 58-59