At omvende sig dagligt
Når du har bedt om tilgivelse hos Gud, så er alt tilgivet på grund af Jesus – din syndige handling er visket helt ud og forsvundet (Sal 103:12). Du behøver ikke nævne den konkrete handling for Gud igen, for Han husker den ikke. Du har vendt dig væk fra din syndige handling og erkendt, at det var forkert at gøre.
Der er en anden synd, der må bekendes dagligt – den er, at du flytter dit fokus væk fra Jesus og gør verdens tankegang til centrum for dit liv og dine tanker. Der er en voldsom kamp om din opmærksomhed – hele dagen. Din opmærksomhed har brug for at være rettet mod Jesus, for Han kan og vil (ved Helligånden) vejlede dig, og Han fortjener al din opmærksomhed – hele tiden. Du skal søge Guds vilje, i alt det du gør (Ordspr. 3:6) Hver gang du har flyttet din opmærksomhed hen på noget andet end Jesus, har du brug for at vende dit fokus tilbage på Ham. Det, du har din opmærksomhed rettet imod, styrer dine handlinger. Det er der, faldet (eller sejren) begynder. Hvis din opmærksomhed rettes mod denne verdens tilbud og lokkende indhold, så vender du dig væk fra Jesus. Så snart du bliver mindet om, at din opmærksomhed er blevet afledt, må du vende den tilbage mod Jesus. Bekend det for Ham, så vil Han kærligt tilgive dig øjeblikkeligt. Omvendelse og bekendelse må derfor være dit daglige fokus.
Dagens ord
Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. (Matt. 15:8-9)
Stol på Herren af hele dit hjerte, følg ikke kun dine egne tanker. Søg Guds vilje i alt, hvad du gør, så vil han lade livet lykkes for dig. (Ordspr. 3:5-6)
Hvis vi siger, at vi aldrig forsynder os, bedrager vi os selv og nægter at se sandheden i øjnene. Men hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld. At påstå, at vi aldrig har begået en synd, er det samme som at kalde Gud for en løgner, og det viser, at vi endnu ikke har taget hans ord til os. (1. Johs. 1:8-10)
Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud. (Ap.G. 3:19)
Vend dig derefter væk fra dine synder, og vend dig til Gud, og lad dit ændrede liv være bevis. Tænk ikke et øjeblik, at det er nok bare at være Abrahams foretrukne efterkommere. Det er ikke nok til at redde dig (Lukasevangeliet 3:8 TPT).
Refleksion
Hvor oplever du den stærkeste kamp om dit hjerte og din opmærksomhed? Hvad sker der, hvis du ikke omvender dig dagligt fra det? Kan du se Guds kærlige hjælp til dig igennem den daglige omvendelse?
Bøn
Tilgiv mig, Herre, fordi jeg igen blev opslugt af alt det, der råber på min opmærksomhed. Jeg vil vende mig mod dig igen og søge dig af hele mit hjerte. Hjælp mig, Helligånd, så jeg dagligt opdager, når mit livs opmærksomhed igen er blevet flyttet væk fra Jesus. Lad mig altid kunne læne mig ind i din kærlige vejledning. Lad mig forstå, at dette ikke er en byrde for mig i dagligdagen, men en særlig velsignelse. I Jesu navn. Amen.
Hør mere