Hvad tror du Gud tænker, når Han ser på dig?
Salme 139 viser dig på en særlig måde, at Gud ville noget, da Han skabte dig. Du lever ikke et tilfældig liv, fordi to mennesker ved et tilfælde havde intimt samvær. Du er ikke en ‘smutter’ eller et uønsket resultat af et beruset seksuelt forhold, eller en biologisk reaktion i et reagensglas. Gud så dig, lige meget hvordan det skete, da du blev dannet, og da du langsomt voksede i din mors mave. Gud ville noget, da Han skabte dig. Du valgte hverken selv dine jordiske forældre, eller din himmelske far, Gud Fader. Gud skabte dig ikke ’tilfældigt’. Gud skrev en bog om dig længe inden du blev undfanget, og dine livsdage blev beskrevet før du blev til. Du er skabt, og Gud formede dig.
Dagens ord
Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt, dit skaberværk er fantastisk. Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte, og da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke. Mens jeg endnu var et foster, så du mig. Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog, længe før jeg så dagens lys. Salme 139:14-16
For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. (Jeremias 29:11-14)
Dagens refleksion
Hvad fortæller det dig, at Gud så på dig, mens du blev dannet og voksede i din mors mave? Vil du gerne vide, hvad Gud har skrevet om dig i bogen i Himlen? Kunne du spørge Ham om hjælp til at få det at vide?
Bøn
Kære Far i Himlen, tak fordi du har skabt mig og har gode og positive planer for mig. Tilgiv mig, at jeg så tit tror, at du er sur på mig og bare vil straffe mig og gøre livet surt. Jeg ved nu, at du elsker mig, og du er en god far – Du ser på Jesus, der for mange, mange år siden har betalt for mine synder. Tak Jesus, fordi du har købt og betalt prisen for mig!
Tak Gud, fordi du er så god en far. Jeg vil gerne have en tryg relation med dig, så jeg ikke er så bange for dig. Vil du lære mig mere om, hvordan vi kan få en god relation med hinanden? Tak fordi du har sørget for, at Jesus har købt mig med sit liv.
Læs og hør mere