Vil du være Jesu discipel?
Kom og følg mig, sagde Jesus til sine disciple, da Han levede på jorden. Og det er det samme kald, der lyder til dig i dag. Det har ikke ændret sig det mindste. Følg Jesus, og gør Hans værdier til dine værdier. I alt. Lyt til Hans vejledning og lad være med at sætte dit håb til denne verden, for den er kun midlertidig. Du kan ikke både klamre dig til det jordiske liv og så også få del i det himmelske liv. Hvis du vil tjene Jesus, må du lade Ham lede dig 100%. Det er ikke et fritidsjob, Jesus kalder dig til. Det er en overgivelse af dit liv med alt det, du er og har. Langt de fleste forsøger at dele deres tid mellem det verden vil og det Jesus kalder til. Resultatet bliver derefter. Der er ingen anden vej. Omkostningerne ved at leve som Jesu discipel opvejer langt prisen. Du vil være sammen med Jesus på en helt særlig måde. Du vil få al den hjælp du har behov for, og mere til. Han vil velsigne dig overalt, hvor du går. Mennesker, der aldrig har lagt mærke til dig før, vil mærke forandringen indeni dig. Gud vil åbne døre på vid gab, der tidligere var lukket. Han vil fuldt ud sørge for dig. Vil du sige ja til at være Hans discipel?
Dagens ord
Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig. (Johs. 12:25-26)
Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift. (Matt. 6:33)
Refleksion
Er du Jesu discipel, eller vil du gerne tage springet og blive det?
Bøn
Tak Jesus, fordi du ikke alene har frelst mig, men du bliver også ved med at udøse din kærlighed, godhed og uventede velsignelser over mig. Jeg bliver helt overvældet af din kærlighed. Jeg føler mig velkommen hos dig. Jeg vil gerne være din discipel og være barn og tjener i dit kongerige. Hjælp mig Jesus, så jeg får nåde til at give afkald på det jordiske liv og følge dig. Dit nærvær er det eneste jeg behøver, og jeg er så taknemmelig for, at du vil være sammen med mig. I Jesu navn. Amen.
Læs/Hør mere