Du er fuldt ud accepteret
Gud vil gerne behandle dig, som Han behandler sin elskede søn, Jesus. Han har sørget for, at du ved troen på Jesus ER i Kristus. Du bliver derfor modtager af den samme glæde og velsignelse, som Jesus fik. Gud har sørget for, at det du egentlig fortjener, er erstattet med det Jesus fik. Det er du også modtager af nu. Du er placeret i Kristus, og derfor kan du modtage det samme som Jesus. Du har en stor plads i Guds hjerte, og Han ønsker at give dig sin nåde og utallige velsignelser. Du er fuldt ud accepteret i Kristus. Du er arving til Guds Kongerige ligesom Jesus.
Lad det synke ned i dit hjerte, ja, lad det arbejde sig helt ind i dine knogler – Du er elsket og kendt af Gud selv, og Han har placeret dig i Kristus. Lad det påvirke dit selvbillede, og tal aldrig mere dårligt om den skabning Gud har sat i Kristus. Se på dig selv som Gud ser på Jesus. Her fra begynder din nye relation med Den Treenige Gud. Som den elskede og fuldt ud accepterede.
Dagens ord
Han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. (Ef. 2:6-7)
Refleksion
Vil du acceptere, at Gud behandler dig på samme måde som Jesus? Tænk lidt over, hvad det er du har arvet – Guds Kongerige – hvad betyder det? Hvilket ‘statsborgerskab’ har du så? Hvor vil du spørge om hjælp næste gang?
Bøn
Tak Gud, fordi du har placeret mig i Kristus. Jeg forstår det vel ikke rigtigt. Jeg er fuldt ud accepteret og er arving til dit Kongerige nu. Hjælp mig Jesus til at forstå, hvad det betyder for mig og alle mennesker omkring mig. Tak, fordi jeg må være i dig, Jesus. Tilgiv mig, for det er så svært at fatte. Er det virkelig sandt?
Læs mere
📖 Efeserbrevet kap. 2; 📖 2. Peters brev 1; 📖 2. Korinterbrev 5:17-21