Tillad ikke, at frygten tager magten – Gud vil gerne hjælpe dig.

Romerbrevet 8:28 siger, at alt, det der sker, medvirker til noget godt for den, der elsker Gud. Der står ‘ALT’. Altså lige meget hvad der sker, så kan Gud vende det til din fordel, hvis du vil lægge det i Hans hånd. Selv hvis du bliver hårdt ramt, er du nødt til at blive ved med at gå små skridt fremad. Det er Gud, der ændrer det til det gode – ikke dig. Når du bevæger dig fremad, så begynder Gud at ændre dine omgivelser. Bliv ved med at gå fremad – bliv ikke lammet. Modstå fristelsen til at slå lejr i frygten, smerten, selvmedlidenheden eller skammen. Hører du? Det er vigtigt! Bliv ved med at gå, selvom du måske kun orker at gå med små skridt!

Du må ikke tillade, at frygten eller andet lammer dig – det vil kun ødelægge dit liv og stjæle modet fra dig, hvis du giver det lov til at overmande dig. Sig NEJ til det, der vil besejre dig: ‘FORSVIND fra mig i Jesu navn. Jeg siger JA til hjælpen fra Gud.’ Gud vil gerne hjælpe dig.


Dagens ord

Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift. Vær ikke bange, du lille flok, for jeres Far har besluttet at give jer del i sit Rige. (Luk. 12:27-32)

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.  (Rom. 8:28)


Dagens refleksion

Kender du til frygt og skam i din hverdag? Eller selvmedlidenhed? Hvilke små skridt kan du tage, når ex. frygten eller skammen truer dig? Har du nogen du kan tale med, om det, der vil overmande dig?


Bøn

Kære Gud – hjælp mig – jeg er helt overvældet, og jeg synes, det er så svært at tage ét eneste skridt, der kan flytte mig ud af det, jeg bliver angrebet af. Jeg VIL fortsætte med at gå små skridt fremad – hjælp mig – jeg synes, det er så svært! Jeg siger NEJ til frygt og skam og selvmedlidenhed! Jeg siger JA til dig Gud – du kan redde mig og ændre omstændighederne, så det bliver til noget godt for mig. Tak, fordi du er god, og fordi du vil lade mig se, hvordan jeg også bliver forandret gennem dette. Lad mig få nyt mod på det liv, du vil give mig i fremtiden. Jesus, jeg overgiver min frygt, smerte og skam til dig.


Læs/Hør mere online

📖 Salme 23; Esajas 41:13; 📖 5. Mosebog 31:6; 📖 Salme 27:1; 📖 Johannes 14:27