Søg Herren – Af hele dit hjerte #2
Når du søger Gud med et oprigtigt og helhjertet ønske om at lære Ham bedre at kende, så vil du finde ham og blive velsignet. Det er ikke sikkert, du finder ro lige med det samme, men hvis du er vedholdende og venter tålmodigt i Hans nærvær, så vil Han lade sig finde. Det er vigtigt at forstå, at det at søge Herren ikke kun indebærer at bede om forskellige ting, men gennem tilbedelse af Ham at søge forståelse og opdage hans karakter og ønsker for dit liv. At søge Herren af hele dit hjerte, er ikke et projekt, du skal lykkes med, men et samvær med Herren selv, hvor Han ønsker, at du lærer Ham bedre at kende. Bed Gud om at åbenbare sig for dig og vejlede dig i at søge ham af hele dit hjerte. Stil spørgsmål til Ham, og lad Ham svare, mens du lytter. Vent på Ham – lad Ham vise dig, hvem Han er – og hvad du betyder for Ham. Søg Herren – af hele dit hjerte.
Dagens ord
Lykkelig den, der overholder hans formaninger og søger ham af hele sit hjerte. (Sal. 119:2)
Stol på Herren af hele dit hjerte, følg ikke kun dine egne tanker. Søg Guds vilje i alt, hvad du gør, så vil han lade livet lykkes for dig. (Ordspr. 3:5)
Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på. Han redder dig fra fuglefængerens fælde, fra den hærgende pest. Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger; hans trofasthed er skjold og værn. (Sal. 91:1-4)
Refleksion
Tror du Gud længes efter at være sammen med dig? Vil du gerne være sammen med Ham?
Bøn
Herre, lær mig mere om, at søge dig af hele mit hjerte. Tilgiv mig, at jeg kan tvivle på, at du vil mig det godt. Du er god – hele tiden – så lær mig mere om din godhed. Jeg vil søge dig af hele mit hjerte. I Jesu navn. Amen.
Hør mere