Du er med i en ny pagt #2 – Født på ny
Gud har præsenteret en ny aftale, der giver dig et tilbud, du ikke vil kunne sige nej til, hvis du forstår bare en lille del af indholdet. Aftalen du ‘skriver under på’ betyder, at hvis du beder Ham om tilgivelse for dine synder og tager imod Jesus, Guds Søn, så bliver du født på ny – og får statsborgerskab i Guds Kongerige. Gud lover dig, at Han altid vil sørge for dig. Det hele er til din fordel – også selvom du samtidig skriver under på, at dit liv ikke længere er dit eget – for du tilhører nu Ham, der har købt dig, og Han vil sørge for dig.
Når du tager imod Jesus, så flytter Helligånden ind hos dig, og du vil aldrig mere være alene. Helligånden vil fremover hjælpe dig, forsvare dig, og overbevise dig om hele Sandheden om Gud, Jesus og det Himmelske Kongerige. Din ånd bliver ‘født på ny’. Der sker et under, der ikke kan forklares med din forstand. Din ånd bliver renset og gjort hel og ren. Alt sammen på grund af, at Jesus købte dig fri på korset, da Han døde for hele verdens synd. Du er altså med i den nye pagt, når du har taget imod Jesus i dit hjerte. Du er født på ny.
Dagens ord
Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen, at det kan komme ind i Guds rige. (Johs. 3:3)
Det siger jeg jer: De, der tager imod mit budskab og tror på Gud, som sendte mig, de har det evige liv og bliver ikke stillet for domstolen. De er allerede blevet overflyttet fra døden til livet. Det siger jeg jer: Den tid kommer – ja, den er her allerede – da de døde skal høre Guds Søns røst og leve. Faderen bærer kilden til livet i sig, og han har givet mig den samme magt til at give liv. (Johs. 5:24-26)
Engang i fremtiden vil jeg gennemføre en ny pagt med Israels og Judas folk, siger Herren. Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres indre og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. For jeg vil tilgive dem deres skyld og udslette deres synder af min hukommelse. (Jer. 31:31-34)
Refleksion
Har du sagt ja til den nye aftale, som Gud har lavet? Kan du se, at dit liv ikke længere er dit eget? Hvad betyder det i din hverdag?
Bøn
Tak Herre, for den nye aftale som du har lavet. Jeg vil gerne tage imod den – også selvom det betyder at mit liv ikke længere er mit eget. Jeg kan ikke undvære dig – alt er jo til min fordel – jeg forstår det næppe. Hjælp mig med at forstå hvad aftalen betyder, og at leve som ‘født på ny’ i verden. Jeg bøjer min vilje ind under din vilje, og jeg vil bekende din godhed ud over hele jorden. Jeg takker og priser dig, Herre. Tak, Jesus, for dit offer, der gjorde aftalen mulig. Æret være dit navn. I Jesu navn. Amen.
Hør mere