Du er med i en ny pagt #1 – Guds opfindelse
Gud har flere gange oprettet en pagt med mennesker ifølge Det Gamle Testamentes beskrivelser. Gud tog initiativ til en pagt med Noa (1. Mos. 6:18), Abraham (1. Mos. 15:18) og Israels folk (2. Mos. 24:7-8). Det var noget Gud tog initiativ til, ikke mennesker. Og det var altid til menneskets fordel – det var ikke for at gøre mennesker til slaver af Gud.
I Jeremias 31 fortæller Gud, via Jeremias, at der vil komme en ny pagt, der ikke vil ligne de gamle. Den skulle være helt speciel, og være underskrevet med Jesu blod. Gud ville udslette menneskers synd én gang for alle. Aldrig mere blodige gentagelser med ofringer osv.
Den sidste nye pagt, der er blevet lavet, er altså underskrevet med Jesu blod. Gud har oprettet den bedste pagt nogensinde, og den skal aldrig mere fornyes. (Hebr. 9) Du er med i den nye pagt – 100% til din fordel – og det er Guds egen opfindelse.
Dagens ord
Engang i fremtiden vil jeg gennemføre en ny pagt med Israels og Judas folk, siger Herren. Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres indre og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. For jeg vil tilgive dem deres skyld og udslette deres synder af min hukommelse. (Jer. 31:31-34)
Kun til Kristus lyder det: Herren har aflagt et urokkeligt løfte: Du skal være præst for evigt. Det er på det grundlag, at Jesus er blevet garant for en ny pagt, der er langt bedre end den gamle. (Hebr. 7:21-22)
Refleksion
Kan du fornemme, at du er med i en meget større historie, end du umiddelbart kan forstå? Gud skabte dig og Gud frelste dig – uden at spørge dig først. Vil du tage imod frelsen gennem den nye pagt?
Bøn
Kære Gud, det er mere end jeg forstår. Det virker til, at jeg er med i en plan, som mennesker aldrig har fået lov at tage stilling til, før den allerede var vedtaget. Jeg vil sige JA til denne nye pagt. Du er min skaber, du har også frelst mig og du har givet mig løfter, som jeg slet ikke kan begribe også gælder for mig. Jesus, jeg siger JA til dig og den retfærdighed, du købte til mig med dit blod. Jeg vil være med under den nye pagt, og jeg vil meget gerne lære mere om dig, Jesus. Tak fordi du elskede os så højt, at du gav dit liv for alle mennesker. I Jesu navn. Amen.
Læs/Hør mere
📖 1. Mos 6; 📖 1. Mos 15; 📖 2. Mos 24; 📖 Hebræerbrevet 9