Gud er din hjælper #2 – Hvis du vil lytte til Ham

Gud skabte verden perfekt og mennesket præcist, som Han ønskede dem. Mennesket blev fristet af satan til at tvivle på Guds hensigt, så de vendte sig væk fra Gud. Det fik konsekvenser for hele verden og alle mennesker på jorden. De kunne ikke længere selv vælge det onde fra. Verden blev skadet og såret, men ikke opgivet. Gud er stadig god, og Han elsker sin skabning. Han ønsker at hjælpe dig.

Det er vigtigt, at du forstår, at Gud elsker dig, så du kan se, at alt Hans vejledning kommer ud fra en inderlig længsel efter, at frelse dig fra satans ondskab. Gud vil bygge en relation til dig på tillid og overgivelse. Gud er den stærkeste – og Han ønsker at hjælpe dig og sørge for dig. Det kan Han ikke, hvis du ikke vil lytte til Hans vejledning. De ti bud er vejledning, så du kan få et godt liv i den brudte verden – det er ikke Guds straf til dig. Hvis du lytter til det Han siger, så vil det gå dig godt. Gud er din hjælper – ikke din modstander.


Dagens ord

For den sande visdom kommer fra Herren, hos ham får man kundskab og indsigt. Han giver gode råd til de oprigtige og beskytter dem, der lever ret. Han våger over de retsindiges vej og tager de trofaste under sine vinger. Hvis du lytter til ham, vil du forstå, hvad der er godt og rigtigt. (Ordspr. 2:6-9)

Det er kun de af jer, der holdt jer til Herren, som i dag er i live. De love og forordninger, jeg giver jer, har jeg fået fra Herren, min Gud, og I skal sørge for at overholde dem, også når I tager landet i besiddelse. Hvis I overholder dem, vil I blive kendt som et folk med visdom og indsigt. Når de omkringboende folk hører om de her love, vil de sige: Israels folk er både et stort og klogt folk. (5. Mos. 4:4-6)

Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde. Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand. (Salme 19:9)

Hør, hvad jeg, Herren den Almægtige, siger: Hvis I vil vende om og komme til mig, vil jeg komme jer i møde. Vær ikke som jeres forfædre, som jeg var nødt til at straffe hårdt. Jeg advarede dem gennem mine profeter om at vende om fra deres ugudelige levemåde og onde handlinger, men de nægtede at lytte til mig. (Zakarias 1:2-4)


Refleksion

Er Gud din hjælper? Vil du lytte til Hans vejledning? Er der noget du skal ændre på i dit liv?


Bøn

Tak, Gud, for dit Ord og din vejledning. Jeg vil gerne lytte til dig, så jeg kan træffe kloge valg i min hverdag. Tilgiv mig, at jeg nogle gange kommer til at opleve din vejledning som straf og begrænsninger. Du er god Gud, og jeg vil lytte til din vejledning. Al visdom kommer fra dig, og den vil jeg gerne lære mere af. Tak, fordi du vil lede mig ved Helligånden, så jeg kan leve et liv, der også velsigner andre. Gud du er fantastisk. Jeg vil gerne lære meget mere om dig! i Jesu navn. Amen.


Læs/Hør mere

📖 5. Mosebog 28; 📖 Salme 23; 📖 2. Mosebog 20