Du kan bryde lænker over din familie
Du kan bekende og bede om tilgivelse for synd, der er begået i løbet af generationer i din familie. Jesus har betalt for alle synder og fejltrin i hele verden til alle tider. Derfor kan du, i Jesu navn, bryde syndens konsekvenser, der bliver ved med at plage medlemmer i familien. Nævn Jesu navn over din familie, og lad Jesu blod rense og genoprette din familie. satan må give slip på jer, når familien dækkes under Jesu blod. Sådan bryder du lænker for din familie.
Dagens ord
Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig. (2. Mos. 20:3-5)
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. (Johs. 8:34)
Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes. (Matt. 12:36-37)
Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. (Rom. 8:31-34)
Refleksion
Beder du for din familie? Er der noget du og/eller din familie har brug for at blive tilgivet for?
Bøn
Tak, Jesus, fordi du har betalt med dit blod for hele verdens synder. Jeg beder dig om at tilgive mig og min familie for alt, der er sagt og gjort imod din kærlige vilje. Tilgiv os Jesus – helbred alle sår og genopret min familie, så vi i en stærk enhed kan tjene dig og tilbede dig sammen. Jeg bryder alle lænker over min familie i Jesu navn. Amen.
Hør mere