Dine kampe er blevet Guds kampe
Gud kender dine problemer, og Han prøver ikke på at glemme dem – nej, Han holder regnskab med dem, og vil gengælde fjenden for de angreb, som han planlægger mod dig. Fjenden er kun ude på at stjæle, slå ihjel og ødelægge alt for dig, men Gud er god, så Han vil hellere end gerne hjælpe dig. Du kan roligt stole på, at Gud vil hjælpe og beskytte dig. Kald på Ham og råb din nød til Ham – Han vil svare dig. Hvis du oplever, at der ikke sker noget umiddelbart, så er det ikke fordi, Gud ikke har hørt dig, eller ikke vil hjælpe dig. Gud VIL hjælpe dig, men der kan være en tidsforsinkelse i den hjælp, Han sender til dig. Fjenden prøver nemlig at forhindre, at Guds hjælp kan nå frem til dig. Fortvivl ikke, hjælpen vil nå frem til dig. Det vil Gud sørge for. Dine kampe er blevet Guds kampe.
Dagens ord
Du kender alle mine problemer og skriver dem ned i din dagbog, du gemmer mine tårer i din lædersæk. Når jeg råber om hjælp, må fjenderne flygte, for jeg ved, at du står ved min side, Gud. Jeg stoler på dine løfter, min Herre og Gud, jeg priser dig, for du holder ord. Der er ingen grund til at frygte. Hvad kan mennesker gøre mig? (Salme 56:9-12)
Refleksion
Hvilke kampe står du i lige nu? Har du råbt om hjælp hos Gud? Kender du til oplevelsen, at der vist ikke sker noget?
Bøn
Tak, Gud, fordi du altid er god, og du har allerede sendt hjælp, selvom jeg ikke har set den endnu. Tilgiv mig for tvivl og utålmodighed – jeg vil stole på, at du altid står ved min side, og at du altid sender hjælp, når jeg beder dig om det. Du er min Herre og min Gud. Det er dig jeg stoler på. I Jesu navn. Amen.
Læs/Hør mere
📖 Salme 22