Lev i Ordet – dit spisekammer

“Du bliver, hvad du spiser” – Det gælder også for dit åndelige liv. Guds Ord i Bibelen er et livsvigtigt spisekammer, hvor du kan hente uendelige mængder åndelig mad igen og igen. Det behøver ikke altid være i de store mængder. Du kan tage en enkelt ´brødkrumme´ og tygge på den hele dagen. Bed Helligånden om at oversætte det for dig, så det kommer ind i hele dit liv, ja helt ind i dine knogler. Lev i Ordet, og lad det forme dine tanker, vilje og følelser. I Ordet finder du den ultimative sandhed. Lad det være dit åndelige spisekammer.


Dagens ord

Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. (Salme 23:1)

Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer. Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse! Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg. Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker. (Johs. 14:25-29)


Refleksion

Hvilket spisekammer bruger du? Hvilke ‘krummer’, lader du forme dit liv? Vil du lade Guds Ord være din åndelige føde?


Bøn

Kære Gud. Jeg vil gerne være bedre til at hente næring til mit liv i dit Ord. Hjælp mig, Herre, så jeg kan hente styrke til at leve et sundt liv. Styrk min vilje, så jeg får spist sundt i alle områder af mit liv. Jeg overgiver mig til dig. I Jesu navn. Amen.


Læs/Hør mere

📖 Læs Johs. kap 17; Salme 23