Tvivl slår dit mod ihjel #1 – Overtænkning

Tvivl har det med at gemme sig bag kontrol og ‘overtænkning’. Den vil derfra kunne styre dine tanker og handlinger. Den vil producere katastrofetanker, der hele tiden kræver din opmærksomhed. Det går nok galt…? Hvad nu hvis…? Pas på, pas på, pas på…

Modgiften imod tvivl er at lytte til det, Jesus siger til dig. “Du skal søge din fred hos mig” og “Jeg giver dig min fred”. “Vær ikke bange og modløs”. “Jeg HAR besejret verden”.

Jesus vil i dag opmuntre dig til at søge din fred hos Ham. Bruge tid i stilhed – i tilbedelse – og bøn. Han siger også, at Han vil give dig freden, når du søger efter den hos Ham. Du skal ikke være bange. Du behøver ikke at overtænke for at kunne klare dig. Brug tid på at tilbede og ære Ham – og giv slip på frygt og overtænkning. Find din fred hos Jesus.


Dagens ord

Jeg har sagt jer alt det her, for at I skal søge jeres fred hos mig. I denne verden vil I blive forfulgt, men vær ved godt mod, for jeg har sejret over verden! (Johs. 16:33)

Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse! Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for Han er større end jeg. (Johs. 14:27-28)


Refleksion

Hvad er din medicin imod tvivl og ‘overtænkning’? Ønsker du at give slip på overtænkning og tvivl, eller vil du fortsat lade den bestemme over dig? Bruger du tid på at søge freden? Tror du på, at Jesus vil give dig freden?


Bøn

Kære Jesus. Tak for din vejledning og dine kærlige ord. Jeg vil gerne søge din fred, der overgår al forstand. Jeg vil leve i din fred og give slip på overtænkning, så tvivlen visner igen. Hjælp mig Herre Jesus. Jeg har brug for dig. I Jesu navn. Amen.


Hør mere